- forside - temagrupper - titel - tema - type - bibel - info - skolesystem
Januar (44)

Nytår - Helligtrekonger. Helligtrekongertiden er epifanitid - derfor er der også elementer under Jesus Kristus. Gud - menneske, som kan passe ind her.
| < Forrige gruppe | Næste gruppe > |

Vue over helligtrekongertiden Kirkeåret A (Type: tekst)
Helligtrekonger (Type: oplevelse, fælles)
De hellige tre konger / De vise mænd (Type: Facts)
Den fjerde Vismand (Type: fortælling)
Redaktionelt - Januar 2012 (Type: Orientering)


.

.


Vue over helligtrekongertiden Kirkeåret A - [top]

44/1001 tekst epifani

Indhold: Oversigt over søndagenes evanglietekster (genfortalt) med ideer til undervisningen.

Tekst:
Ikke opdateret 2010-2011.
...
KLIK HER.


Helligtrekonger - [top]

44/ 873 oplevelse, fælles epifani

Indhold: Samtale om epifanifest, epifanitiden i kirkeåret. Eventuelt med udgangspunkt i "facts" og myte om De hellige tre konger.

Hvordan:
Skriv efter nytår: 20-C-M-B-12 [det aktuelle årstal] på tavlen. Mystificerende udgangspunkt. Nøgle: Middelalderlig husvelsignelse skrevet på dørstolpen. Latinforkortelse: Christus mansionem benedicat - «Kristus velsigne huset» - Dette blev folkelig tolket som Caspar - Melchior - Balthasar. Fx. samtale om epifaniens nødvendighed i ens "hus" - i ens nye år.
Efter lyst og behov kan samtalen udvides med mere om De hellige trekonger/de vise mænd (Se nedenfor).
Grundtvigs Dejlig er den himmel blå synges. Stjernehimmelens uendelighed..) kan udtrykkes kontrasterfaring til "stjernetæpper lyseblå..".
Grundtvig omkring 1810 mm kan inddrages.

Krydshenvisninger: De hellige tre konger / De vise mænd; ; Stjernehimmelen. Uendelighedens rædsel; Grundtvig omkring 1810; ; ;


De hellige tre konger / De vise mænd - [top]

44/ 872 Facts epifani

Indhold: Om de hellige tre konger - facts på nettet - De hellige tre konger i billedkunsten.

På www: Norsk katolske kirke, leksikon; Kristeligt Dagblad - billedserie ; ; ; ;

| Mt. 2, 1-12 Teksten


Den fjerde Vismand - [top]

44/ 875 fortælling næstekærlighed

Indhold: Tekst til fortælling. (Genfortalt ved Thala Juul Holm/Kristen Skriver Frandsen)


Tekst:
De første der besøgte Jesus, Maria og Josef i stalden, var hyrdene. Mon ikke de havde fundet én lille ting eller to fra deres fattige gemmer frem, og givet som gave? De næste var sære, fornemme folk, tre vise mænd, de kom med guld, røgelse og myrra. Legenden fortæller at de hed Baltazar, Melchior og Kaspar. De kom fra østerland, fra det fjerne Babylon. Men se, der var en fjerde vismand, som hed Artaban. Han nåede ikke frem og gjorde det så alligevel. Nu skal I høre hvordan.

Artaban boede i det fjerne Persien. Ti dagsrejser længere væk end Babylon. Han havde forstand på stjerner og var god ven med tre andre stjernetydere i Babylon. Sammen havde de fundet ud af at når en ny stjerne stod funklende klar i vest, så ville i det fjerne land Judæa med hovedstaden Jerusalem en konge skulle fødes, som var større end alle andre konger. Ti dage ville vennerne i Babylon vente på ham, så de sammen kunne drage den lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den nye konge. Artaban havde solgt alt hvad han ejede og købt tre ædelstene, en rubin, en safir og en diamant. Dem ville han give den nyfødte konge.

Så så han en aften stjernen. Han begav sig afsted. Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej. Det kunne stadig nåes, men mørket kom hurtigt, når det kom. Da hørte han en stønnen i vejkanten. En gammel mand lå forslået og næsten uden klæder. Artaban blev irriteret: sådan en tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå frem. Men hans medlidenhed sejrede, han vendte hesten, sprang af og trak den gamle ind i ly for den brændende sol, gav ham klæder, noget at drikke. Den gamle var meget svag, men efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare sig selv. Men da var mørket faldet på og Artaban måtte vente til næste morgen med at ride videre. Så snart solens stråler farvede bjertoppen kastede han sig på hesten, og red i et vild ridt mod Babylon. Men for sent: vennernes karavane var draget ud i den øde ørken tidligt om morgenen.

Artaban tog da sin rubin, solgte den, og udrustede en karavane, så han endda kunne komme afsted. Rejsen mod vest gennem ørkenen var lang, uden uheld var den ikke, men en dag nåede Artaban frem til en lille by Betlehem uden for Jerusalem. Han havde fået at vide at var en fremmed karavane med fornemme folk draget hen. Men her var ingen venner. Ingen spor af deres rigt udrustede karavane. Ingen mennesker var på byen gader. Det var som om en uhyggelig fare gemte sig et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør; da ingen svarede gik han en. En mor sad og knugede sit lille barn til sig. "De kommer" skreg hun. "De kommer, romerne, de slår ihjel". I det samme hørte de trampen i gaderne, larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Moren prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet op, en romersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig op foran ham. "Jeg er alene her, og jeg stod netop og ventede på en soldat, som jeg kunne forære denne safir til, hvis du vil lade mig være i fred". Soldaten tog safiren, drejede om på hælen, slog døren i bag sig. Moren græd af lykke og sagde: "Gud velsigne dig for hvad du har gjort!" Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham at han nu havde øslet den næste af sine gaver bort.

Moren kunne fortælle at der for nylig var født et barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære østerlændinge - ja, undskyld, sagde hun, for Artaban var jo selv sådan en - havde besøgt det, men at barnet og dets forældre var rejst ud af byen lige før romerne omringede den. Vist nok til Ægypten.

Artaban drog nu afsted med sin sidste ædelsten gemt allerindest inde på kroppen. Først til Ægypten, men han fandt ikke barnet, så rundt i mange egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange gange, så tilsidst var han en fattig mand, kameler, folk, karavaneudstyr, alt var væk. Men diamanten havde han stadig.

30 år var gået og han nærmede sig Jerusalem. Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning. Soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der var på færde: "Tre oprørere bliver korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene, Jesus fra Nazareth, Guds søn og jødernes konge," nåede han at sige inden en soldat skilte dem ad. Nu blev Artaban bange. Var han kommet for sent? Var det ham?

Hvor foregik henrettelsen? Han måtte afsted. Men måske var det meningen med de mange års forsinkelse: Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han havde allerede hånden inde ved diamanten.
I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi rev hun sig løs, kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans klæder: "Frels mig!". Det rev og sled i Artabans indre. To gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes hånd: "Her er din løsesum".
I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes ansigt, men bag hendes så han et andet. Kongens ansigt. Han var sikker.

"Tak, Artaban, for dine gaver", sagde en stemme. "Du klædte mig da jeg var nøgen, trøstede mig da jeg sørgede, beskyttede mig når jeg var svag, købte mig fri, da jeg var bundet". "Hvornår har jeg givet dig gaver? Jeg nåede det jo aldrig." "Du klædte mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i ørkenen. Du bekyttede mig, da du bekyttede en kvindes barn i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde fri fra slaveri. Alt hvad du har givet mennesker, har du givet mig". Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave.


Redaktionelt - Januar 2012 - [top]

44/1279 Orientering Dette nyhedsbrev

Indhold: Januar er i kirkeårets sammenhæng epifanitid. Helligtrekongerssøndagene er fra gammel tid viet åbenbaringen af Guds væsen i den Jesus, der trådte frem på jorden. De to tekstrækker, hvoraf jo række B er særlig "dansk", er forskellige i anlægget. Epifaniens guddommelige side er knap så synlig i anden som i første tekstrække. Men der kan laves en tråd om åbenbaringen i det små eller fra neden (som "baggrundsstråling" i hele undervisningen eller udmøntet i en række søndagsintro'er eller andagter). Guds Rige viser sig i de/det små: De små børn, kvinden (Photine), de ydmyge tjenere og det hele samles i lignelsen om hvedekornet - her med mulighed for lidt håndgribeligt tilbehør. Forklarelsen på bjerget hører da vist med til undervisningskanon - derfor inspiration til at arbejde med ikonen. Jesus som 12-årig i templet hører til i første tekstrække - men også i kanon og der er god indentifikationsmulighed for aldersgruppen. Du satte dig selv i de nederstes sted er oplagt i sammenhængen.

Mange er i øvrigt nået til Jesus-stoffet generelt. Det findes overvejende i følgende temagrupper: 12: Jesus - normbryderen 13: Jesus som lærer - (14 er om nadveren) - 15: Guds Rige - efterfølgelse - 16: Jesus Kristus - Gud/menneske.
Jesus-prismet åbner mulighed for interaktiv afsøgende tolkning af forklarelsesikonen.
Nederst i Nyhedsbrevet er der link til nye eller opdaterede elementer - bl. a. med gode ideer fra Folkekirkens Konfirmandcenter

På www: Kristendomsundervisning.dk Nyhedsbrevet; ; ; ; ;


Final footer