Januar
(44)
Nytår - Helligtrekonger. Helligtrekongertiden er epifanitid
- derfor er der også elementer under Jesus Kristus. Gud - menneske, som kan passe
ind her.
| < Forrige gruppe | Næste gruppe > |
Vue over helligtrekongertiden
Kirkeåret A (Type: tekst)
Helligtrekonger (Type:
oplevelse, fælles)
De hellige tre konger / De vise
mænd (Type: Facts)
Den fjerde Vismand (Type:
fortælling)
Redaktionelt - Januar 2012
(Type: Orientering)
.
.
Vue over
helligtrekongertiden Kirkeåret A -
[top]
Indhold: Oversigt over søndagenes
evanglietekster (genfortalt) med ideer til undervisningen.
Tekst:
Ikke opdateret 2010-2011.
...
KLIK HER.
Helligtrekonger
- [top]
44/ 873 |
oplevelse, fælles |
epifani |
Indhold: Samtale om epifanifest, epifanitiden i
kirkeåret. Eventuelt med udgangspunkt i "facts" og myte om
De hellige tre konger.
Hvordan:
Skriv efter nytår: 20-C-M-B-12 [det aktuelle
årstal] på tavlen. Mystificerende udgangspunkt.
Nøgle: Middelalderlig husvelsignelse skrevet på
dørstolpen. Latinforkortelse: Christus mansionem benedicat
- ®Kristus velsigne huset¯ - Dette blev folkelig tolket som
Caspar - Melchior - Balthasar. Fx. samtale om epifaniens
nødvendighed i ens "hus" - i ens nye år.
Efter lyst og behov kan samtalen udvides med mere om De hellige trekonger/de vise mænd (Se
nedenfor).
Grundtvigs Dejlig er den himmel
blå synges. Stjernehimmelens
uendelighed..) kan udtrykkes kontrasterfaring til
"stjernetæpper lyseblå..".
Grundtvig omkring 1810 mm kan
inddrages.
Krydshenvisninger: De hellige tre konger / De vise
mænd;
;
Stjernehimmelen. Uendelighedens rædsel;
Grundtvig omkring 1810;
;
;
De hellige tre konger
/ De vise mænd - [top]
Indhold: Om de hellige tre konger - facts på
nettet - De hellige tre konger i billedkunsten.
På www: Norsk katolske kirke, leksikon;
Kristeligt Dagblad -
billedserie
;
;
;
;
| Mt. 2, 1-12 Teksten
Den fjerde Vismand
- [top]
44/ 875 |
fortælling |
næstekærlighed |
Indhold: Tekst til fortælling. (Genfortalt ved
Thala Juul Holm/Kristen Skriver Frandsen)
Tekst:
De første der besøgte Jesus, Maria og Josef i
stalden, var hyrdene. Mon ikke de havde fundet én lille
ting eller to fra deres fattige gemmer frem, og givet som gave?
De næste var sære, fornemme folk, tre vise
mænd, de kom med guld, røgelse og myrra. Legenden
fortæller at de hed Baltazar, Melchior og Kaspar. De kom
fra østerland, fra det fjerne Babylon. Men se, der var en
fjerde vismand, som hed Artaban. Han nåede ikke frem og
gjorde det så alligevel. Nu skal I høre hvordan.
Artaban boede i det fjerne Persien. Ti dagsrejser længere
væk end Babylon. Han havde forstand på stjerner og
var god ven med tre andre stjernetydere i Babylon. Sammen havde
de fundet ud af at når en ny stjerne stod funklende klar
i vest, så ville i det fjerne land Judæa med
hovedstaden Jerusalem en konge skulle fødes, som var
større end alle andre konger. Ti dage ville vennerne i
Babylon vente på ham, så de sammen kunne drage den
lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den
nye konge. Artaban havde solgt alt hvad han ejede og købt
tre ædelstene, en rubin, en safir og en diamant. Dem ville
han give den nyfødte konge.
Så så han en aften stjernen. Han begav sig afsted.
Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej.
Det kunne stadig nåes, men mørket kom hurtigt,
når det kom. Da hørte han en stønnen i
vejkanten. En gammel mand lå forslået og næsten
uden klæder. Artaban blev irriteret: sådan en
tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå
frem. Men hans medlidenhed sejrede, han vendte hesten, sprang af
og trak den gamle ind i ly for den brændende sol, gav ham
klæder, noget at drikke. Den gamle var meget svag, men
efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare
sig selv. Men da var mørket faldet på og Artaban
måtte vente til næste morgen med at ride videre.
Så snart solens stråler farvede bjertoppen kastede
han sig på hesten, og red i et vild ridt mod Babylon. Men
for sent: vennernes karavane var draget ud i den øde
ørken tidligt om morgenen.
Artaban tog da sin rubin, solgte den, og udrustede en karavane,
så han endda kunne komme afsted. Rejsen mod vest gennem
ørkenen var lang, uden uheld var den ikke, men en dag
nåede Artaban frem til en lille by Betlehem uden for
Jerusalem. Han havde fået at vide at var en fremmed
karavane med fornemme folk draget hen. Men her var ingen venner.
Ingen spor af deres rigt udrustede karavane. Ingen mennesker var
på byen gader. Det var som om en uhyggelig fare gemte sig
et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør;
da ingen svarede gik han en. En mor sad og knugede sit lille barn
til sig. "De kommer" skreg hun. "De kommer, romerne, de
slår ihjel". I det samme hørte de trampen i gaderne,
larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Moren
prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet
op, en romersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig
op foran ham. "Jeg er alene her, og jeg stod netop og ventede
på en soldat, som jeg kunne forære denne safir til,
hvis du vil lade mig være i fred". Soldaten tog safiren,
drejede om på hælen, slog døren i bag sig.
Moren græd af lykke og sagde: "Gud velsigne dig for hvad
du har gjort!" Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham at han
nu havde øslet den næste af sine gaver bort.
Moren kunne fortælle at der for nylig var født et
barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære
østerlændinge - ja, undskyld, sagde hun, for Artaban
var jo selv sådan en - havde besøgt det, men at
barnet og dets forældre var rejst ud af byen lige
før romerne omringede den. Vist nok til Ægypten.
Artaban drog nu afsted med sin sidste ædelsten gemt
allerindest inde på kroppen. Først til
Ægypten, men han fandt ikke barnet, så rundt i mange
egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange
gange, så tilsidst var han en fattig mand, kameler, folk,
karavaneudstyr, alt var væk. Men diamanten havde han
stadig.
30 år var gået og han nærmede sig Jerusalem.
Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning.
Soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale
sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der
var på færde: "Tre oprørere bliver
korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene, Jesus fra Nazareth,
Guds søn og jødernes konge," nåede han at
sige inden en soldat skilte dem ad. Nu blev Artaban bange. Var
han kommet for sent? Var det ham?
Hvor foregik henrettelsen? Han måtte afsted. Men
måske var det meningen med de mange års forsinkelse:
Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han
havde allerede hånden inde ved diamanten.
I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun
skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi rev hun sig
løs, kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans
klæder: "Frels mig!". Det rev og sled i Artabans indre. To
gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne
ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes
hånd: "Her er din løsesum".
I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et
voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han
faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes
ansigt, men bag hendes så han et andet. Kongens ansigt. Han
var sikker.
"Tak, Artaban, for dine gaver", sagde en stemme. "Du klædte
mig da jeg var nøgen, trøstede mig da jeg
sørgede, beskyttede mig når jeg var svag,
købte mig fri, da jeg var bundet". "Hvornår har jeg
givet dig gaver? Jeg nåede det jo aldrig." "Du klædte
mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i
ørkenen. Du bekyttede mig, da du bekyttede en kvindes barn
i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde
fri fra slaveri. Alt hvad du har givet mennesker, har du givet
mig". Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans
rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave.
Redaktionelt - Januar
2012 - [top]
44/1279 |
Orientering |
Dette nyhedsbrev |
Indhold: Januar er i kirkeårets sammenhæng
epifanitid. Helligtrekongerssøndagene er fra gammel tid
viet åbenbaringen af Guds væsen i den Jesus, der
trådte frem på jorden. De to tekstrækker,
hvoraf jo række B er særlig "dansk", er forskellige
i anlægget. Epifaniens guddommelige side er knap så
synlig i anden som i første tekstrække. Men der kan
laves en tråd om åbenbaringen i det små eller
fra neden (som "baggrundsstråling" i hele undervisningen
eller udmøntet i en række søndagsintro'er
eller andagter). Guds Rige viser sig i de/det små: De
små børn, kvinden (Photine), de ydmyge
tjenere og det hele samles i lignelsen om hvedekornet -
her med mulighed for lidt håndgribeligt
tilbehør. Forklarelsen på bjerget
hører da vist med til undervisningskanon - derfor
inspiration til at arbejde med ikonen. Jesus som 12-årig
i templet hører til i første tekstrække
- men også i kanon og der er god indentifikationsmulighed
for aldersgruppen. Du satte dig selv i de nederstes sted
er oplagt i sammenhængen.
Mange er i øvrigt nået til Jesus-stoffet
generelt. Det findes overvejende i følgende temagrupper:
12: Jesus -
normbryderen 13: Jesus som
lærer - (14 er om nadveren) - 15: Guds Rige -
efterfølgelse - 16: Jesus Kristus -
Gud/menneske.
Jesus-prismet åbner mulighed for interaktiv
afsøgende tolkning af forklarelsesikonen.
Nederst i Nyhedsbrevet er der link til nye eller opdaterede
elementer - bl. a. med gode ideer fra Folkekirkens
Konfirmandcenter
På www: Kristendomsundervisning.dk
Nyhedsbrevet;
;
;
;
;
|