- forside - temagrupper - titel - tema - type - bibel - info - skolesystem
Pubertetsritualer (Livets cirkler 5) (26)

"Eksotiske" overgangsriter. Dansk konfirmation set gennem fremmeds "antropologiske" briller. Se også temagruppe Om at blive voksen og om individuationen i overgangsalderen, se temagruppen Produkt eller?
| < Forrige gruppe | Næste gruppe > |

Soldansen (Type: samtale, arbejdsmappe)
Ærværdige Takotha! (Type: samtale, arbejdsmappe)
Pubertetsritual, New Guinea (Type: samtale, arbejdsmappe)
Ærværdige Takotha! Færdigt ark (Type: arbejdsark - redigeret)
Pubertetsritual, New Guinea (Færdigt arbejdsark) (Type: arbejdsark - redigeret)
Soldansen (Færdigt arbejdsark) (Type: arbejdsark - redigeret)


.

.


Soldansen - [top]

26.01/ 363 samtale, arbejdsmappe livsfaser, pubertet

Indhold: Brev fra dansk dreng: oplevelse og udlægning af indianernes soldans.
Eksempel på arbejdsark

Mål: forberede forståelsen for at konfirmation også er et overgangsritual, at den som sådan kan fortolke bestemte erfaringer i overgangen mellem barn og voksen

Hvordan:
Teksten læses igennem fælles. Forskelle til vores kultur belyses / tages i betragtning. NB - den første cirkel er det næstensymbiotiske forhold mellem helt spæd og moderen. Husk at familiens cirkel hos os brydes/suppleres af institutionsverdenen? - og folkets cirkel fra konfirmationsalderen og frem ikke bare er voksenverden, men en særlig ungdomskultur. Smerten og dens mulige korrespondens med erfaringsverdenen fremhæves. Jeg har ofte brugt soldansen som indledning til hele forløbet, som handler om livsfaser og ritualer.
Soldansen forekommer i filmen "Manden, de kaldte hest" og "Manden, de kaldte hest, vender tilbage".
Soldansen kan udgøre en del forløbene Livets Cirkler - konfirmation

Krydshenvisninger: Ærværdige Takotha!; Livets Cirkler - konfirmation; ; ; ; ;

Referencer:(s:147 153 i :Den indianske Tanke Lundbye, Vagn (1974)

Tekst:
Henrik er på bilrejse i USA med sine forældre. Rejsen er en konfirmationsgave i stedet for festen. Faren laver det dog samtidig til en forretningsrejse og det er Henrik lidt sur over. En tid camperer de nær et indianerreservat og her har Henrik en mærkelig oplevelse. Han skriver om den hjem til sin kammerat.

Kære Chris!
I går oplevede jeg noget mærkeligt. For 117. gang var det hele gået skævt. Nå, ellers går det meget godt, men der er nu ikke meget plads i en campingvogn! I hvert fald: Jeg smækkede med døren - de kunne godt vente med at se mig til i aften!

Jeg gik meget langt ind i indianer-reservatet, som vi ligger ved. Det må man vist egentlig ikke, men der var ingen der stoppede mig. Jeg hørte trommer og pludselig stod jeg ved en slags danseplads. I midten var en høj pæl og rundt om stod nogle unge mænd - i virkeligheden var de ikke ret meget ældre end os. De begyndte så småt at danse rundt om pælen, mens trommerne dunkede. Lidt blod piblede ned over deres bryst fra to stærke pinde, som var stukket ind i brystkødet - og så med lange lædersnører bundet fast øverst på pælen. De lænede sig bagover så snørerne strammede og dansede hurtigere og hurtigere - indtil trækket i brystkødet blev så stærkt, at det sprang og blodet løb frit ned.

Jeg havde glemt alt andet, mens jeg stod og så på. Og først nu fik nogen øje på mig. Der var vist nogle der var ved at blive vrede, men andre førte mig hen til en gammel mand, som talte til mig på et sært langsomt engelsk.

"Du har set noget, som det er ulovligt for os at gøre. Statens love forbyder os at gøre det. Men det er en meget gammel skik. Nu vil jeg fortælle dig om den."

Jeg skulle sætte mig ned. Han så på mig med nogle mærkeligt dybe øjne, og begyndte så at fortælle samtidig med at han sad og tegnede nogle cirkler foran sig.

"Når et menneske fødes, fødes det ind i tilværelsens inderste cirkel. Det har en nær, begrænset verden. Det suger til sig af næring, modermælk og kropsvarme.

Lidt efter lidt opdager det livets kilder som selvstændige personer: Mor far, søskende, familie. Der er en større cirkel uden for dets egen første: familiens cirkel. Det lærer mere og mere. Det lærer at ting gøres og leves sammen. Det lærer at der er en endnu større cirkel udenfor familiens og det er folkets cirkel.

De unge, du har set her, har danset sig ind i folkets cirkel, den tredje her." Han pegede på jorden, hvor han havde tegnet. "Gør det ikke ondt" kunne jeg ikke lade være at spørge. Det lød lidt fjollet.

"Det gør ondt at gå fra den ene cirkel til den anden. Det lille barn græder og er alene med sin gråd. De unge føler smerte, når de bevæger sig ud over familiens nære cirkel, men i soldansen oplever de, at deres smerte er fælles. Hvad du har mærket på din krop, kan du også klare i det indre. Når de har danset sig fri af pælen, har de danset sig ind i det store fællesskab. De hvide er bange for smerten, og de har forbudt soldansen. Men du har set et af de hemmelige steder, hvor vi er begyndt at tage den gamle skik op igen.

Jeg tror også at du i dit eget folk har lignende skikke. Jeg ved fra handelspladsen at du er fra Danmark. En ung her fra stammen er i dit land. Han vil skrive til mig om jeres skikke."
Jeg rystede på hovedet. Men nu så hans øjne langt væk, han ville ikke tale mere.

Det blev forresten aften inden jeg igen var i campingvognen!

Oplevelsen og den gamle indianers ord er en konstruktion med lån fra Vagn Lundby: Den indianske tanke (1974) s. 147 ff. Med forf.s tilladelse.


Baggrundsstof:
Vagn Lundbye: Den indianske Tanke, s, 147ff. (Citeret Aase Laberth Andersen og Karsten Erbs: Undervisningsvejledning til konfirmationsbog 1993, s. 113 f). Se også: I virkeligheden. Idébog for Konfirmander. (Sandbæk og Ulldal), s. 35f; og Karsten Erbs: Konfirmationsbog (1999).
Kommentar 2000: Soldansen er nu stadig meget sjov at bruge - især da med mit tilskud - dansk konfirmation set i lyset af dem (Ærværdige Takotha). Men, men, den 70'r prægede vinkels store relevans kan diskuteres. Da jeg for nok 10 år siden ringede til Vagn Lundby for at spørge om jeg måtte bruge det, gav han velvilligt lov - men sagde samtidig: pædagogik har fanden skabt og mente dermed at en kirkelig brug af stoffet ville vride det af led. Har han ret?
-ksf.


Ærværdige Takotha! - [top]

26.02/ 413 samtale, arbejdsmappe konfirmation

Indhold: En dansk konfirmation set som en overgangsrite med en indianers øjne.
Eksempel på arbejdsark (NB - billede af egen kirke vil være at foretrække).

Mål: Ved at se konfirmationen gennem den fremmedes øjne at få konfirmanderne til at overveje om konfirmationen er et ritual som er et tolkningsredskab på deres særlige plads i tilværelsen i overgangen mellem barn og voksen.

Hvordan:
En del af forløbet Livets Cirkler - konfirmation.
Den unge indianers brev læses efter den unge danskers brev hjem Soldansen. Næppe i samme time. Husk at tilpasse teksten til egne forhold.

Krydshenvisninger: Livets Cirkler - konfirmation; Soldansen; ; ; ; ;


Tekst:
Ærværdige Takotha!
Du har bedt mig om at skrive om danskernes skikke og ritualer, når de går fra barndommens og familiens cirkel til voksenalderens og folkets. Der er mange ting som er uklare. Blandt andet er familien ikke ret stor. De fleste steder kun to voksne og et eller to børn, og mange steder endda kun én voksen og et par børn. Måske skal det tages med, når man skal forstå deres ritualer? De har nogle særlige hellige huse, som de bruger til den slags begivenheder. De kalder dem kirker.

Jeg kom tilfældigt ind i et af dem ved det ritual, som de har i stedet for soldansen. Det kalder de konfirmation. En kraftig klokkeringning fortæller hele nabolaget: Nu foregår det. Alle ved, at nu sker der noget i det hellige hus. Huset er fuldt. Inde i huset er der et stort rum, med en midtergang, som fører frem til et alter, hvor der er blomster og tændt levende lys. Langs midtergangen sidder danskerne række ved række, vendt mod alteret. På midtergangen står to tomme rækker stole. Efterhånden bliver man klar over, at de, som sidder på inde på stolerækkerne, især er familie til de unge, som skal indvies. De unge kaldes konfirmander. Ved den lejlighed viser det sig overraskende nok, at danskernes familie alligevel er større end de to-tre mennesker, den til daglig består af. De kender vist ikke alle sammen hinanden så godt, i hvert fald er der nogle som hilser lidt fremmed og højtideligt på hinanden.

Klokkernes ringen stilner af. Kirkedørene slås op, og i et brus af musik kommer konfirmanderne gående ind. De har her ved handlingens begyndelse været adskilt fra deres familie og kommer nu ind sammen med den præst, som - har man fortalt mig - har forberedt dem til denne dag. De sætter sig ned ved deres familie på de tomme stole, der står klar til dem.

Så er der en lang indledning, hvor der ikke sker noget ydre med de unge. Man synger nogle meget gamle sange, lovprisninger af Gud. Jeg forstod ikke det hele. Der blev brugt og sagt mange hellige ord, som danskerne ikke bruger til daglig.

Præsten er klædt i noget tøj, so ingen andre danskere går med, og han skifter tøj undervejs. Fra sort til en klædning der lyser af hvidt og guld. Konfirmanderne er selv i hvidt, de fleste af dem i hvert fald. Nogle af dem også i sort og hvidt.

Når man har sunget og der er blevet læst af den hellige skrift, og præsten har talt - han sagde også noget om at blive voksen - så er første fase af ritualet forbi. Nu rejser konfirmanderne sig, skilles igen fra deres familie og går i samlet flok op. De stiller sig sammen med præsten i en cirkel rundt omkring alteret. Til venstre for dem står et stort kar hugget ud i en rå sten. Jeg har fået at vide at her blev deres vej ind i livet og i fællesskabet fejret, i de flestes tilfælde kort efter deres fødsel, ved det som hedder dåb. Man fremsiger trosbekendelsen, om Gud som skaber, om Guds søn, og om Guds ånd. Så går præsten ind foran alteret. Han beder en bøn, lægger sin hånd på hver enkelts hoved, nævner hans eller hendes navn, og fremsiger en velsignelse. Højtideligt rejser hver enkelts familie sig nede i kirken. Man forstår at det er her overgangen fra barn til voksen for alvor markeres. Alvoren viser sig bl.a. ved at der hist og her knibes en tåre hos familie-medlemmerne. Konfirmanderne selv lider ingen smerte - men de ser under det hele lidt blege ud.

De beder en bøn sammen, konfirmanderne går ned og forenes igen med deres familie. Så er handlingen ved at være forbi. Det hele slutter med en festlig udmarch.

Fysisk smerte udsættes konfirmanderne altså ikke for.

Med respekt og kærlighed
Denithu.


Pubertetsritual, New Guinea - [top]

26.03/ 300 samtale, arbejdsmappe livsfaser, pubertet

Indhold: Magaret Mead fortæller om festerne ved pigers indgang i puberteten på New Guinea.
Eksempel på arbejdsark

Mål: - i det mindste at have et enkelt ritual for piger. Margaret Mead understreger tabet af barndommen, offentligheden i forbindelsen med første menstruation, den magiske kraft, som udgår fra den menstruerende, slægtssammenhængen.

Hvordan:
Kan med fordel læses efter Karinas historie; tydeliggør så muligheden for brud i vores samfund; men også den manglende særlige respekt for den som går fra barn til at blive voksen. (Margaret Mead mener at det kun er den første menstruation, som betragtes som ærefuld, magisk). I konfrimationsunderviningen kan mulig slægtskontinuitet og slægtsrespekt overvejes - evt. med spørgsmålet: hvem ønskede konfirmandens dåb/ konfirmation - bedsteforældrene især?)

Referencer:(s:1 i :Growing Up in New Guinea Mead, Margareth (1962)

Tekst:
Antropologen Margaret Mead har levet flere år i fiskersamfundet Manus på New Guinea. Hun fortæller om hvordan det er, når pigerne bliver voksne.

Pubertet betyder for pigerne begyndelsen af voksenliv og ansvarlighed, og slut på leg, ubekymret kammeratskab, lykke-lige timer med planløs flakken rundt i landsbyen. Disse forandringer begynder tidligere, hvis pigen allerede er blevet forlovet væk som barn, men fra puber-teten gælder de alle piger, fordi næsten ingen går gennem den uden at blive forlovet væk. Puberteten betyder ikke så meget begyndelsen på et nyt liv, først og fremmest afslutningen på leg, og så mere sengeredning, husholdning, fiskeri end før.

Indgangen i puberteten markeres med fest og megen offentlig opmærksomhed. Når en pige har sin første menstruation, kaster hendes far en masse kokosnødder i havet - husene er bygget på pæle i havet. Nabolagets børn springer under slagsmål og jubel ud efter nødderne. Uden forlegenhed fejres begivenheden. Både børn og voksne skal deltage i forskellige ritualer.

Margaret Mead fortæller om en pige ved navn Kiteni:

Kiteni bliver anbragt i et lille aflukke lavet af måtter nær husets centrum. Om halsen har hun en kæde af hundetænder, hendes hår er perfekt kæmmet. I fem dage skal hun sidde i det lille rum.
Forskellige ting må hun ikke spise. Og alt hvad hun spiser, skal tilberedes af hendes mor på et særskilt ildsted og i særlige gryder. Hun må ikke tale højt, og ingen må tale højt til hende eller sige hendes navn. Hver nat sover landsbyens piger, især de yngre, hos hende. De kommer efter solnedgang, sover der, den ene lille sammerullede skikkelse ved siden af den anden, og de lister af igen inden solopgang, inden morgenmad. Hvis derimod unge gifte kvinder kommer og sover natten over skal de have morgenmad med.

De voksne har travlt med forberedelser. Kitenis forlovedes familie bringer fisk
hver dag til huset, hendes kommende svigermor bringer dem til husets platform, men må ikke komme op. Kitenis egen familie fisker også. Familien spiser hovederne af fiskene, Kitei kroppen, bagefter hænges skelletterne over hendes hoved.

Efter de fem dage bliver den første fest holdt. Alle pigerne ser frem til den, og den bliver af mændene betragtet som den smukkeste af de tre fester. Huset er fyldt med kvinder og piger og stærkt oplyst af fakler stillet sammen på fire ildsteder.

Ved denne særlige lejlighed ankom Kitenis farmor som den sidste. Kiteni, som fniste og holdt sig tilbage, blev beordret til at træde frem og løbe i hele husets længde forfulgt af sin farmor, som svingede en fakkel over hende. Kiteni løb uden særlig overbevisning og hele selskabet lo højt, mens farmor skødesløst forfulgte pigen. Hun holdt faklen over pigens hoved, men hun fremsagde en besværgelse over hende.
Den første fest rummer også uddeling af særlig festmad til hele landsbyen.

Kiteni må nu gå ud af huset, ud på platformen, eller i havet nær huset - men stadig måtte hun ikke gå i landsbyen ved dagslys.

Efter 7 dage holdes den anden fest, efter atter 5 dage den tredje, hvor nogle familiens kvinder fremsiger særlige styrkeformularer og Kiteni mades på en bestemt måde, som skal indgive hende styrken.
I de følgende måneder forberedes så en stor udveksling af mad, rigdomme mm. til Kitenis svigerfamilie, lastet i store kanoer.
Kitenis barndomskammerater tager afsked med hende med det størst mulige vandpjaskeri omkring hende. Pubertetsritualet er afsluttet - og Kiteni er voksen kvinde, med en voksen kvindes ansvar, med brylluppet umiddelbart forestående.
Genfortalt fra Margaret Mead: Growing Up in New Guinea, 1930.


Ærværdige Takotha! Færdigt ark - [top]

26.03/ 760 arbejdsark - redigeret overgangsritual

Indhold: En dansk konfirmation set som en overgangsrite med en indianers øjne. Eksempel på arbejdsark

Hvordan:
(NB - billede af egen kirke vil være at foretrække. TeolData redigerer gerne arket. Send billede indscannet eller pr. post. Angiv også eventuelt ønskede tekstrettelser. Pris 50 kr - som opkræves med abbonnement"


Pubertetsritual, New Guinea (Færdigt arbejdsark) - [top]

26.90/ 731 arbejdsark - redigeret livsfaser, pubertet

Indhold: Det færdige ark

Hvordan:
Se elementet Pubertetsritual på New Guinea

Krydshenvisninger: Pubertetsritual, New Guinea; ; ; ; ; ;


Soldansen (Færdigt arbejdsark) - [top]

26.90/ 730 arbejdsark - redigeret livsfaser, pubertet

Indhold: Teksten til Soldansen med lidt billeder på færdigt ark.

Hvordan:
Se Soldansen.

Krydshenvisninger: Soldansen; ; ; ; ; ;


Final footer