Prædikener
Sidste søndag i kirkeåret 1997

Kristen Skriver Frandsen, i Sthens Kirke, Helsingør.

Prædiken til 1997
Sidste søndag i kirkeåret

Jesus har fortalt en lignelse om dom. Jeg vil til en indledning fortælle endnu en lignelse.

Han sad og så på vandedderkoppen. Det var godt nok let at se at det var en gammel film fra den gang de ikke havde det tredimensionale totalbillede. Selv om medieteknikkerne var blevet gode til at lave dem om. Man filmen fascinerede ham. Den var taget dengang vandedderkoppen endnu fandtes. Dengang der stadig var liv i vandet. Den slags film var der nu så mange af. Men den her var noget særligt. At se et insekt, eller hvad edderkopper nu kaldtes, som levede på samme måde som han og alle andre gjorde nu. Den havde med sit spind skabt sin lille luftboble ned i vandet, så den kunne leve i det element, der ellers ville udslette den.

Mon edderkoppen også var så isoleret som fx. mennesker er i dag? Han var blevet kaldt til genbanken. De ville gerne have en genprøve fra ham. Måske kunne noget af det bedste fra ham med fordel kombineres med nogle andre gener. Han havde undervejs tænkt på at hvor praktisk at hans boble var - udover at den beskyttede ham mod den giftige atmosfære. I sammme øjeblik dens sensorer mærkede andet liv undervejs blev dens klare overflade mælkehvid. Han kunne se ud, stadig føle og mærke det rullende fortov, men ingen af de modglidende kunne se ind. Deres bobler var ligesådan. Det beskyttede. Ingen kunne se om man hørte til de svage eller de stærke. Man fik lov til at passe sig selv..

Jeg behøver ikke at fortælle videre. Genren kender vi: Science Fiction. Det er en meget brugt genre. I bøger og film. Handlingen foregår på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Men når forfattere gider at fortælle dem, og vi at læse dem, så er det ikke fordi vi vil eller kan få noget at vide om fremtiden - det ved vi godt, vi ikke får - men vi får at vide noget om nutiden, noget forstørres, tydeliggøres ved at blive henlagt til fremtiden. Det lille klip kunne være begyndelsen til en novelle som først og fremmest ville fortælle om de bobler vi i den skinbarlige nutid omgiver os med.

Jesu fortæller en lignelse som ligner science fiction på dette punkt. Han fortæller den ikke for at sige noget om hvordan det faktisk skal foregå engang ved tidernes ende. Han fortæller den for at sige noget om tiden nu. Det er under alle omstændigheder billedtale. Om hvordan onde og gode eller måske bare ondt og godt møder Gud, altets skaber. Og så er det altså vores eksistens' nutid, der er hovedsagen.


Begge parter, der kaldes frem for kongen - får som bukke - har levet i en form for uvidenhed. Begge parter må spørge: hvornår så vi dig nøgen, sulten og i fængsel? Hvornår var det vi gjorde det gode og rigtige mod dig - eller hvornår var det dog vi undlod at gøre det.

Deres uvidenhed handler om at de ikke vidste at det var Gud, de mødte i hver eneste menneske på deres vej. Og da endda i den det ikke lå ligefor at tænke: her er Gud, den pjaltede tigger, den som sad i fængsel, den som sultede. Men det var her de mødte Gud, den vældige dommer, som véd at skille mellem godt og ondt - og - igen måske - gode og onde.

Var deres uvidenhed lykkelig? Man kan undertiden mene, det er bedst at leve i lykkelig uvidenhed. I hvert fald mindst besværligt. At man bedst bevarer sin tryghedsboble intakt, hvis man lærer at overse medmenneskets sult, indelukkethed, udsatte nøgenhed. Sulten, nøgenheden, fængslet kan både forstås helt konkret, og i mere overført forstand. Det er ikke så afgørende her.

Det afgørende er at dommen, mødet med Gud finder sted, midt i vores liv og i vores handlinger. Er det bedst at være i uvidenhed om det?

Mennesket synes ikke at kunne trues til at gøre det rigtige. Det kan lejlighedsvis lykkes et sted, men så er det som om en ond energi spares op, og den smutter ud et andet sted, og laver andre ulykker.
Formaning, trussel, straf afstedkommer sjældent, måske i virkeligheden aldrig noget godt.
Vi husker den rige mand i helvede, som pludselig ser hvordan han og hans brødre havde glemt den fattige Lazarus mens han og den rige mand levede. Nu ser han Lazarus i paradis, mens han selv er i pine. Han beder Gud om at hans brødre må blive advaret ved at Lazarus vender tilbage fra de døde og fortæller dem, hvor galt det er gået deres bror. Men Gud afslår. De har allerede moseloven, med anvisninger, straf og advarsel. En advarsel til oven i selv fra én opstået fra de døde vil ikke ændre noget.

Vi kan ikke trues til det rigtige. Men vi kan måske rives ud af vores boble, så der er en chance for at det gode sker også gennem os. Jesus vil med sin tale om dommens dag rive alt det indbildt trygge væk. Vi står overfor Gud i hele hans vælde - i det mindste hjørne af hans skaberværk - og i hvert eneste menneske, som vore handlinger og ord når.

Vi frelses ikke ved det vi gør. Vi frelses ved tro. Det gælder også når vi taler om dom, afgørelse, fordringen. Loven, fordringen river trygheden væk: hvornår gjorde vi? gjorde vi overhovet? gør vi? gør vi ikke?
Ikke én er god, siger Jesus. For at ikke at tale om god nok. Der var en rig ung mand der mente han havde gjort det der fordredes i loven. Har du gjort det altsammen? spurgte Jesus: så sælg din ejendom og giv det til de fattige? Det ville den rige yngling alligevel ikke.

Hvorfor er det så hårdt i kristendommens tale om det gode? For at vi ikke skal forskanse os i tryghedsboblen. For at vi skal se at vi er udleveret til hinanden. Ingen har sit på det tørre. Nogle kan meget, andre lidt. Nogle er gode og opbyggende at være sammen med, andre slider og tærer på kræfterne. Sådan er det jo. Men hvem der i sidste ende gør det gode, hvem der ikke gør det, véd vi ikke. Vi ved nemlig ikke, hvordan det ser ud for Gud. Hvornår gjorde vi? måtte både får og bukke spørge.

Gerninger frelser ikke. Det gør tro. Også denne lignelse befrier til tro. For den viser at vi i de afgørende livsforhold ikke kan bygge på os selv. Vi kan kun leve forlæns ind i næste nu. Vi kan kun leve sådan i tro på at der er en kærlig tilgivende magt, som vil tage imod os, i næste ukendte nu - og imod mine handlinger.

Men en sådan tillid, skaber gode handlinger, giver en tryghed midt i en turbulent verden, hvor handlingers resultat altid vil være tvetydige; en tryghed, der ikke som er som science fiction klippets bobler, der skjuler svaghed og styrke. Men en tryghed som lader mennesker leve sammen med plads til den andens svaghed - og den andens styrke.

Dom og frelse findes og kan ikke skilles ad. Den dom og frelse som Jesus taler om og som kristendommen taler om er først og fremmest dom og frelse midt i det liv vi lever.

Det er allertydeligst i Johannesevangeliet:


Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på guds enbårnes søns nanv. (Joh. 3,18)

Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til sønnen, for at alle skal ære sønnen ligesom de ærer sønnen. .. Sandelig, sandelig siger jeg jer. Den som hører mit ord, og tror ham, som har sendt mig, kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer, den time skal komme, ja, er nu, da de døde skal høre Guds søns røst og de, som hører den, skal leve. (Joh. 5,22f).

Der sker nu. Det er kristendommens hovedsag. Gud befattede sig med mennesket i tiden ved at lade sig føde på jord. Her falder dom, her høres befrielse. Og leves befriet. Men altså også dømt.

Hvad så ved tidernes ende? Kan vi ikke glæde os til en herlig svovlpøl, hvor alle de onde skal styrtes ned? Og dejlige grønne enge, hvor de gode skal hvile? Eller de vantro og de troende? Men var troen de troendes fortjeneste? Var den ikke nåde og Guds gave?

Dom og frelse midt i tiden sætter skel. Ikke bare mellem mennesker, men i mennesket.
Dom og frelse hinsides al tid eller bare menneskets tid tror jeg er af en anden art. Der ophæves og overvindes alle skel mellem godt og ondt - og det onde tilintetgøres. Og Gud bliver ét i alle. Det er til syvende og sidst i den tillid vi kan leve uden at kapsle os ind.
Amen.

Kommentar 2013:

Jeg ville i dag ikke begynde let mystificerende uden at sige hvad jeg vil bruge science-fiction lignelsen til. Og nok heller ikke docere litteraturteori..

men den understøtter faktisk prædikens anliggende godt.